Velkommen til Vindinge KulturCenter

Forår 2024

Velkommen til en ny sæson.

Når I modtager dette program, har det lige været nytår. Tiden for nytårsforsætter og nytårsønsker. Nytårsforsætter er vi vist mange, der for længst er holdt op med at udtrykke. Det er sjældent, de holder. Men det er en sund proces at reflektere over, hvilke ønsker man har for det kommende år. På verdensplan er vi alle nok enige om, at det største ønske er, at grusomhederne i krigsområderne i Ukraine, Gaza og Israel må finde en afslutning. På nationalt plan begynder forskellene at vise sig blandt os. Politik, miljø, økonomi, integration, bistand og meget mere giver ofte grundlag for diskussioner, men heldigvis lever vi overordnet i fred med hinanden. På det personlige plan kan vi nok finde en del lighedspunkter. Vi ønsker alle, at sygdom skal holde sig væk fra vores nærmeste og os selv, og at familielivet må trives med gode oplevelser. Men derudover kan vi hver især gå igennem en ønskeproces, hvor resultaterne vil være meget forskellige. Man er ikke selv herre over, at alt går i opfyldelse, men man kan gøre sig umage.

Vi gør os umage med at lave et godt program til jer og at alle områder i vores forening kører så godt som muligt. Vi er heller ikke herre over det hele, og for kort tid siden fik vi besked fra kommunen om, at vi ikke kunne bruge skolens lokaler på tirsdage i januar, fordi politi og brandvæsen skulle lave katastrofeøvelser. Efter samtale med en venlig brandmand, der står for tilrettelæggelsen, har han lovet, at de lokaler, vi bruger, bliver holdt fri. Det var en kæmpe lettelse. Men I skal selvfølgelig være opmærksomme på, at skoleområdet på de nævnte tirsdage kan være fyldt med politi og brandvæsen og deres køretøjer.  DET ER KUN EN ØVELSE!

Godt Nytår til alle!

Anne Hylleberg

Formand