Velkommen til Vindinge KulturCenter

Vindinge er en by med vokseværk. Byen opstod tilbage i stenalderen som en boplads. Op gennem tiden (bronzealder, jernalder, vikingetid, middelalder) er byen vokset til i dag, hvor vi er godt 3.000 indbyggere. Landsbyen husede før i tiden brugsforening, slagter, brødbageri, smedje osv. I dag har vi heldigvis stadig vores egen købmand og skole.

Navnet Vindinge kendes tilbage fra 1085, men er faktisk meget ældre. Byer med endelsen ”inge” er blandt landets ældste, og er opstået engang i jernalderen. Vindinge kommer af at ”vinne”, dvs. bearbejde eller opdyrke, og ”vindinger” er dem, der bor der. Vi er altså alle sammen ”vindinger”.

I Vindinge KulturCenter forsøger vi at holde traditionerne ved lige, bl.a. ved at mødes til fællesspisning og underholdning en gang om ugen i vinterhalvåret. Vi har forskellige interessegrupper tilknyttet foreningen, så man behøver ikke at kede sig i byen. Gør dig selv den tjeneste, at kigge på vores program. Der er garanteret noget for dig!